Om at brænde ud ... og rejse sig igen

 Når man gør noget ekstraordinært - så tænker man ikke: "Nu gør jeg noget ekstraordinært" ... man gør bare det man gør, fordi ... well ... det gør man.

Jeg gør noget der er ret få forundt - jeg har afleveret en førtidspension tilbage og har taget en uddannelse og tager endnu en ... det ER ekstraordinært - det ved jeg godt, når jeg sådan tænker over det, men når jeg om morgenen starter bilen og kører fra Holstebro mod Odense for at møde ind på universitetet dernede - så tænker jeg jo ikke: "jeg er i færd med noget vildt" ... jeg gør det bare.

Jeg har en føniks tatoveret på min hofte ... den fik jeg lavet den dag, jeg afleverede min førtidspension tilbage - fordi jeg tænkte - jeg var brændt ud - og nu rejser jeg mig - og det gjorde jeg jo ... siden jeg kom af med den pension - som jeg jo for øvrigt slet ikke ville have i første omgang, har jeg ikke set mig tilbage - jeg har drønet derud af i en hulens fart - jeg tog en, hvis jeg selv skal sige det: ret flot eksamen fra den der bioanalytikeruddannelse - og gik direkte fra studie til fuldtidsjob - videre til et nyt fuldtidsjob, hvor jeg var, indtil jeg valgte at sige op, fordi jeg syntes at arbejdspresset var for stort - og jeg absolut ikke har i sinde, at lande tilbage i noget der bare minder om stress - derfor søgte jeg ind på en kandidatuddannelse - og kom ind ... Nu har jeg afsluttet første semester med virkelig fine karakterer ... og synes umiddelbart, at fremtiden ser ret lys ud ...